Terminal Samsø er opført på Ballen Færgehavn på Samsø i forbindelse med etableringen af Danmarks nyeste færgehavn, som åbnede januar 2015.
Med en strategi om at tilføre den rå infrastruktur et menneskeligt ansigt, bydes man velkommen af havnens færgeterminal med sit organiske formsprog og menneskelige skala samtidig med at den opfylder sin formelle funktion. Træbygningens varme glød står i kontrast til havnens dominerende hårde overflader, som asfalt og granit, og giver den besøgende et helle på havnen.
Terminalen skal ikke ses som en ’statisk’ bygning. Den er konstant i dialog med den rejsende og med færgetransporten. Dette fokus på bevægelse kommer til udtryk i terminalens klare og enkle buede form, der også relaterer sig til havnebassinets vinkel. I rundingen opstår det mest interessante rum og her er bygningens primære funktion – ventesalen – placeret, med det bedst mulige udsyn til indsejlingen.
For at tilføre en særlig oplevelse til havnen, er hele terminalens tagflade dækket af en offentlig tagterrasse. Herfra har den rejsende et udsyn 360° rundt og kan se langs Samsøs kystlinje og helt til Sjælland i det fjerne.
Færgeterminalen indskriver sig i et overordnet greb, med den hensigt gøre havnen til et indbydende sted, både for øens beboere og turister. Der er planlagt yderligere tiltag såsom siddesteder på moler, en dykkerbane og ny beplantning ligesom solfangeranlæg tænkes at drive en del af terminalens energiforbrug og lægger dermed til fortællingen om Samsø som Danmarks CO2-neutrale ø.
Arkitekt: Andreas Skov Petersen
Projekt: Færgeterminal
Sted: Ballen Færgehavn, Samsø
Type: Offentlig bygning
Bygherre: Samsø Kommune
Entreprenør: A/S Nortvig
Areal: 219m2
År: 2015
-
Fotos: Mikkel Johnsen
Af Andreas&Andreas
Jeg har i tæt samarbejde med billedkunstner Andreas Rasmussen lavet møblet 3000x600x73 til den censurerede udstilling RE F O R M Design Biennale 2016 på Kinfolk Gallery, København.
Jury: Karen Grøn (Direktør, Trapholt Museum), Jonas Krüger (Møbelproducent, Brdr. Krüger) og Mette Barfod (Chefredaktør, Magasinet RUM).
Om 3000x600x73:
Møbler er – muligvis i højere grad end andre typer af objekter – åben for en menneskelig læsning. Det betyder, at det er relativt let, at opleve et møbel som en spejling af kroppens proportioner. Intentionen er at udfordre denne gængse forståelse af et møbel.
For at afsøge grænselandet mellem rum og objekt, har vi taget udgangspunkt i udformningen af en divan.
Vi har valgt, at arbejde med et horisontalt format, der leger med et underspillet visuelt greb. Divanen er tilstedeværende og fraværende på én gang med sin meget aflange og lave udformning, der nærmest går i et med gulvet og samtidig er et stærkt rumligt element.
Der er arbejdet med et hierarkisk værdisæt i forhold til materialevalg, som kan ses i den kompositoriske opbygning af de forskellige lag. Desuden har vi fokus på en ærlighed i de enkelte materialer, som fremstår i deres rene form og taktilitet.
Med værket ønsker vi, at prikke til den kropslige erfaring, vi alle har med møbler, ved at fortolke en divans proportioner og materialitet på ny.
(3000x600x73 er udført på Statens Værksteder for Kunst)
RE F O R M Design Biennale: www.re-form.dk
Omtale: Designboom
Omtale: Dezeen
Video: Kasper Schjønning - kasperschjoenning.dk
Foto: Emil Monty Freddie / Styling: Atelier CPH
Pavillonen TROMPE L’OEIL indskriver sig som en del af Gl. Holtegaards karakteristiske barokhave, samtidig med at den markerer sig som en selvstændig figur, der genfortolker barokkens arkitektoniske tendenser. Dette opnås gennem arbejdet med begreber som det afvigende, det der ikke er som forventet eller trompe l’oeil (fr. ’som bedrager øjet’).
GEOMETRI
Med udgangspunkt i barokkens fascination af geometri, hvor symmetriske akser såvel som markante midtpunkter definerer planen, lægger pavillonen sig ind i Gl. Holtegaards haves eksisterende rumlige linjer. I pavillonens symmetriske skæringspunkt placeres ovalen, defineret af en krummet kobberflade, som en henvisning til et af barokkens mest markante geometriske symboler.
OPLEVELSE
Som om man træder ind i en æske, mødes beskueren af en overraskende rumlig oplevelse. Efter den vertikale bevægelse ind trækker fokus nu opad, da pavillonen uventet åbner sig op mod himmelen. Først her afsløres pavillonens egentlige funktion – orangeriet – sig, med nedhængte planter i forskellige størrelser og typer.
ILLUSION/PERSPEKTIV
Der hvor barokkens typiske bemalede lofter, benytter sig af perspektiviske illusioner for at skabe ophævede rumligheder af ’det religiøse himmelrige’ fra flader, bruger pavillonen spejl for at opnå optiske illusioner.
Spejlet forstørrer det lille rum, samtidig med at de hængende planter visuelt mangedobles.
Team: Andreas Skov Petersen og Mikas Emil
Klient: Gl Holtegaard
Type: Konkurrence
År: 2015
Design, projektering og kvalitetssikring af skatepark i Tranebjerg på Samsø. Skateparken indskriver sig i terrænets små bakker og giver en flydende overgang mellem beton og natur.
Team: Andreas Skov Petersen i tæt samarbejde med SNE Architects
Klient: Samsø Kommune
Entreprenør: FSR BETON og Cementvarefabrikken Sælvig
Type: Skate- og aktivitetspark
Ny helårs dykkerbane umiddelbart syd for den nyetablerede Ballen Færgehavn. Banen giver nye udfoldelsesmuligheder og naturoplevelser for øens beboere, dykkerklubber, skoleklasser og turister.
Banen består af en række forskellige enkle elementer i beton og stål til øvelser for særligt dykkere med iltflaske. De enkelte øvelser afmærkes med bøjer i havoverfladen.
Oplevelsesbanen vil forhåbentlig over tid tiltrække et rigere undersøisk liv i form af dyr og planter til gavn for naturen - og det kun vil gøre dykkerturen endnu mere spændende.
Arkitekt: Andreas Skov Petersen
Klient: Samsø Kommune
År: 2015
Den positive udvikling med flere optagne studerende i landets studiebyer giver en stor udfordring for disse byer, da de nytilkomne skal have et sted at bo. Studiefærgen er et muligt svar på denne problematik.
Aalborg, Aarhus og København er alle havnebyer - og havnene er attraktive og centralt beliggende. I Danmark har vi mange færgeruter og når færgerne er udtjente, bliver de solgt videre eller hugget op.
Vi foreslår at genanvende og opgradere færgerne til studieboliger. Færgerne er bygget til mange mennesker, med faciliteter som storkøkken, toiletter, opholdsområder mm. Handicapfaciliteter er også til stede. Dermed er en stor del af de nødvendige installationer allerede på plads, når man går i gang med at omdanne en traditionel færge til Studiefærge. Da Studiefærgen ikke skal bruges til at transportere biler, vil bildækket være frit til at indrette nye studieværelser.
Team: Andreas Skov Petersen og Mikas Emil
Projekt: Studiefærgen
Sted: Havne
Type: Konkurrence om studieboliger – Honorable Mention - Innosite
Klient: Aalborg Kommune, Aarhus Kommune og Københavns Kommune
År: 2014
Musik i video: Daft Punk
Norge har alle dage haft en stolt tradition for at leve med og af havet. Fra vikingernes lange togter, over fiskernes daglige fangstture til vore dages havbrug. Naustet er en vigtig del af denne norske historie og er at finde overalt ved landets kyster. Det nye Naust i Tungevågen vil byde sig til som udflugtsmål og blive det naturlige sted at opsøge viden om hav og kyst for folk i alle aldre. De lige dele topmoderne og afslappede rammer vil gøre Naustet til det oplagte valg for at afholde konferencer.
VELKOMMEN TIL NAUSTET!
Team: Andreas Skov Petersen og Mikas Emil
Landskab: EVM Landskab ved Elzélina Van Melle
Klient: Randaberg Kommune og Jærmuseet, Norge
Type: Konkurrence
Nord for polarcirklen på Lofoten i Norge er der et utroligt surfspot – hertil valfarter surfere fra hele verden for at opleve arktisk surfing. En familie udlejer surfboards og tilbyder overnatningsmuligheder i den gamle skole for de tilrejsende. For at bo endnu tættere på havet, og for at kunne tilbyde bedre forhold ved udlejning og surfundervisning, ønsker familien at bygge nyt – et sted hvor privathed for familien og arbejdet kan gå i spænd.
Naturen på stedet er altdominerende og arkitekturen bør indskrive sig følsomt i omgivelserne.
Ved at hver bygning står for sig selv, brydes skalaen ned og der skabes en formmæssig dialog med lokale traditioner og byggeskikke. I stedet for én stor samlet volumen, opdeles byggeriet i mindre dele, og kan dermed ses som en klynge af huse med et torv i midten – fungerende som anlæggets hjerte.
Her skal familien leve side om side med tilrejsende og dedikerede surfere, så dispositionen af funktioner bliver altafgørende. Derfor inddeles programmet så de besøgende hovedsageligt bevæger sig og bruger de østlige bygninger, mens familiens bolig er placeret mod vest. På trods af denne inddeling skabes der i mellemrummene mellem husene plads til møder på tværs. Torvet bliver et uformelt samlingspunkt for besøgende og familien – her er en lille tribune til surfundervisning, et udendørs varmt bad, nicher med læ og en sauna. Mod vest afskærmes familiens bolig af bygningen til udstyrsopbevaring. Boligen består, uagtet sit sammenhængende gangforløb, af enkeltstående bygningskroppe, der ikke skiller sig ud fra resten af klyngen i skala.
Team: Andreas Skov Petersen og Hans Keiding Becker-Christensen
Projekt: Surf 68° Nord
Sted: Unstad, Norge
Type: Projektforslag
Klient: Privat bygherre
År: 2013
Klassisk plakatsøjle tegnet til gadebilledet i det centrale Tranebjerg ved det nyligt renoverede Rosens Hus af arkitekt Anton Rosen fra år 1900.
Team: Andreas Skov Petersen og Mikas Emil
Klient: Samsø Kommune
Type: Byinventar
Entreprenør: CPH Steel
År: 2014
KØBENHAVNERBÆNKEN GENTÆNKT
Københavnere og gæster i byen genkender alle den klassiske Københavnerbænk fra 1888. Vi ved hvordan den er at sidde på, at have fortrolige samtaler på, at kysse på, at ligge på. Om vi er bevidste om det eller ej, kender vi dens udseende, dens dimensioner og dens materialitet på vores kroppe. Den er en fast del af byen, et fysisk holdepunkt i byens foranderlighed.
Den velkendte bænks træbrædder udskiftes med orange gummi. Bænkens støbejernsdele males ligeledes i orange. Københavnerbænken vil med dette hack fremtræde på en gang genkendelig i sin form, men også anderledes skulpturel og overraskende i farve og materialitet. Når det lettere elastiske gummi giver efter for kroppen, ændres vores kendte oplevelse af, at sætte os på bænken - og en ny relation og interaktion mellem bruger, bænk og byrum kan opstå.
Team: Andreas Skov Petersen og Mikas Emil
Udstillet på Nikolaj Kunsthal
Klient: Nikolaj Kunsthal
Type: Konkurrence
År: 2015
MOBILT URINAL
Urinalet håndteres nemt uden brug af maskiner og monteres direkte på en rendestensrist, så urinen ledes direkte i kloakken.
Kræver minimal opmagasineringsplads og ingen kranvogn til opstilling og transport. Opbevaring af eks. 50 urinaler fylder: 1m x 1,2m x 2m.
Team: Andreas Skov Petersen, Karsten Capion og Sebastian Osterwald-Lenum
Klient: Distortion, Københavns Kommune
Udvikler og producent: Great Relief
Type: Mobilt urinal
År: 2012
DIN PAVILLON - UNDER EGET TAG
Vi har alle en stol i vores hjem. Stolen bruges til vidt forskellige ting – at spise på, at slappe af på og at stå på, for at nå øverste køkkenskab.
Med DIN PAVILLON bringes stolen ud på gaden, ikke som en traditionel havestol, men som din egen personlige pavillon, med eget tag og egen belysning. Hver stol har en paraply integreret i det lange stoleben og en lommelygte påspændt. Paraplyen bruges som tag i regnvejr og giver skygge til de solrige dage. Ved aftenstide slås paraplyen op, lommelygten tændes og paraplyen bliver en lampeskærm. De i alt 25 stole giver 25 enkeltstående pavilloner i én. Som tyverisikring samles 5 stole med en rød wire til en enhed.
DIN PAVILLON inviterer til, at du selv kan indrette og skabe pavillonen. Alt efter om der skal holdes en artist talk, et kaffeslabberas, en minikoncert eller noget helt fjerde, kan dette enkelt lade sig gøre, ved at flytte stolene rundt som hjemme i stuen.
Velkommen under eget tag.
Team: Andreas Skov Petersen og Mikas Emil
Klient: Kulturmøde Mors
Type: Konkurrence
År: 2015
2. præmie i idekonkurrence
Røg kan kaldes en usynlig dræber i tilfælde af brand. Ved mange brande besvimer de implicerede af røg, inden de opdager, at der er fare på færde. De kan dermed ikke redde sig selv fra en opstået brand og i de uheldigste tilfælde kan det medføre tab af menneskeliv.
Vinduer findes i stort set alle bygninger og i langt de fleste rum, især de rum, vi som mennesker opholder os i til dagligt.
I vinduesrammen kunne placeres et naturligt røgudtræk – en mekanisme der automatisk slår til, når der er for meget røg i nærheden. En form for sensor slår ud, når der opstår for meget røg og sætter gang i et udsugningssystem, så røgen hurtigt føres ud af bygningen.
Team: Andreas Skov Petersen og Mikas Emil
Klient: Dansk Brandteknisk Institut
Type: Idekonkurrence